Codecs

AVI til DVD – Hvordan konverterer jeg AVI filer (DivX, XviD, etc.) til DVD?

Denne guide vil vejlede brugeren i at konvertere AVI filer så de kan brændes til en DVD eller CD disk. Vi vil kun anvende freeware programmer til formålet. Først skal vi bruge Avi2DVD til at skabe en ISO image af AVI filen, dernæst vil vi anvende DVD Decrypter til at brænde ISO image filen til en DVD eller CD disk.

Programmer til guiden:

Download Avi2DVD her

Download DVD Decrypter her

Vi anbefaler desuden, at du har en del ledig harddisk plads tilovers (cirka 10-15 GB), da selve ISO image filen og en del midlertidige filer optager meget plads. Hvis du ønsker at tilføje undertekster til din færdige DVD film, så besøg MovieSubtitles.net og download underteksterne (i .srt eller .txt formatet).

Kort introduktion til Avi2DVD

Avi2DVD kan virke en smule kompliceret og fyldt med mærkelige funktioner til at starte med, men programmet er faktisk relativt simpelt og logisk opbygget. Øverst oppe er der placeret en lang række flag – det er de sprog som Avi2DVD understøtter. Dansk understøttes også, men ”æøå” er ikke medtaget, ellers er oversættelsen forståelig. Guiden tager udgangspunkt i den danske oversættelse.

Selve programmet er logisk opbygget efter 5 faneblade der gør det nemt at bruge. Hvert faneblad definerer indstillinger som Avi2DVD anvender til at skabe den færdige DVD film efter – dvs. ISO image filen.

De 5 faneblade er Indlæsning, Skrivning, Afkodere, Undertekster og DVD Menu. Du skal gennemgå hvert faneblad for at opsætte den færdige DVD på den måde, der passer dig bedst i forhold til lyd, undertekster, billedformat, afkodere, etc.

Vi vil ikke gennemgå alle funktioner, der er tilgængelige i Avi2DVd – kun dem vi finder essentielle for at konvertere AVI til DVD/CD. Klik eventuelt på Help for at læse lidt om udvikleren af Avi2DVD og eksterne links til afkodere og nyttige forum.

Opsætning af Avi2DVD

Vi vil nu gennemgå opsætning af Avi2DVD for hvert faneblad og til sidst skabe ISO image filen.

Trin 1 – Indlæsning

Det først du skal gøre, er at klikke på Åben avi/ogm/mkv/wmv knappen. Det er muligt at vælge mere end en fil ad gangen og åbne dem på en gang. Efter at have åbnet din kilde (AVI fil), så vil Avi2DVD kort analysere filen og liste en del information.

Under Billedformat kan du se om filmen er 16/9 eller 4/3. Under Filminformation er der detaljer om framerate (fps), længde og opløsning. Under Vælg AudioStream vil alle audio streams optræde – i tilfælde med en AVI fil, så er der normalt kun 1.

Trin 2 – Skrivning

Under Skrivning skal du vælge om du vil lave en DVD eller SVCD eller VCD. Under Vælg Diskettestørrelse skal du angive hvilket medie du ønsker at skabe ISO filen til. Hvis du ønsker at brænde filmen til DVD har du mulighed for DVD-5 på 4.7 GB eller DVD-9 på 8.5 GB.

Hvis du derimod ønsker at brænde til en CD, så skal du angive størrelsen i minutter. Hvis du er i tvivl, så kig på den mærkatet på den tomme CD, der vil oftest være angivet længden, der kan optages på den.

Under Billedformat er det vigtigt at du angiver samme opsætning som din AVI kilde – det betyder bare at du kigger tilbage til informationerne i forrige faneblad, Indlæsning, og justerer så det passer med de oplysninger.

Under Audio Bitrate skal du angive hvilken kvalitet lyden skal være i. Det er som oftest ikke nødvendigt at ændre på denne indstilling. Det er selvfølgeligt vigtigt at sætte et kryds i boksen Lave ISO. Det sidste du mangler at definere i dette trin er hvor ISO filen skal gemmes på harddisken. Klik på ikonet af mappen og vælg et passende sted.

Trin 3 – Afkodere

Avi2DVD giver dig muligheden for at vælge 5 forskellige afkodere. Hvis du ikke ved noget om afkodere, så anbefaler vi at vælge QuEnc og standard indstillingerne. Det vil give et tilfredsstillende resultat.

Hvis du har mod og tid til at prøve kræfter med en kraftig afkodere, så prøv med HCEnc afkoderen med følgende indstillinger: Profile sat til Best og Matrix sat til MPEG.

Trin 4 – Undertekster

Det er muligt at tilføje 3 sæt af undertekster. De undertekster som du kan tilføje skal være af formatet .srt eller .txt. Der er bare at klikke på knappen Undertekst 1 og lokalisere den mappe du har underteksterne i. Som nævnt i starten, så anbefaler vi at besøge MovieSubtitles.net og downloade undertekster derfra.

Trin 5 – DVD Menu

Vil vi ikke gennemgå i detaljer, da dette trin ikke er en forudsætning for at lave en ISO fil, men mere op til de kreative brugere, der ønsker at skabe en mere personlig DVD film.

Nu er indstillingerne for Avi2DVD defineret og der er kun tilbage at tilføje projektet til din jobkø. Klik på knappen Tilføj Job og dit projekt bliver tilføjet i jobkøen. Klik på knappen KØR!!! og start konverteringen.

Det vil tage et godt stykke tid at konvertere din AVI fil til ISO, men kommer også meget an på størrelsen af AVI filen, hvilken afkodere du har valgt, og hvor hurtig din computer er. Vi anbefaler at starte processen, når du alligevel ikke skal bruge din computer i et stykke tid, enten natten over eller mens du er på arbejde eller i skole.

Når Avi2DVD er færdig, så vil din output mappe indeholde en del filer. Men det er kun ISO filen vi er interesseret i og den hedder normalt noget a la DVD_Image.iso eller CD_Image.cue. Nu skal vi bruge DVD Decrypter.

DVD Decrypter

DVD Decrypter er særligt velegnet til at rippe en DVD med, men i dette tilfælde skal vi jo anvende DVD Decrypter til brænde en ISO fil til en tom DVD eller CD disk.

Start DVD Decrypter og klik på Mode i værktøjslinjen. Her skal du vælge ISO -> Write. Under Source skal du vælge den ISO fil du vil brænde til dit tomme medie – klik på den lille mappe ikon og find ISO filen på din computer.

Hvis du krydser boksen Test Mode af, så vil programmet teste brændningsprocessen inden den påbegyndes – det kan være nyttigt, hvis man ikke er helt sikker på at ens DVD/CD disk har plads nok.

Under Write Speed skal du angive den hastighed du vil skrive til din DVD/CD disk. Det er her vigtigt ikke at angive en værdi som er højere end den dit medie understøtter. Derfor anbefaler i at vælge MAX.

Til sidst skal du selvfølgelig brænde ISO filen til DVD. Klik ikonet nederst med en harddisk til en DVD disk. Nu brænder du din AVI film til DVD (DVD-5 eller DVD-9) eller CD (SVCD, VCD), og det tager tid alt efter hvilket medie du skal have filen brændt til og hvor hurtig din computer er.

Vi håber denne guide kan hjælpe med at øge kendskabet til Avi2DVD, som er et fantastisk nyttigt program, og eventuelt feedback kan sende til [email protected]

Programmer til guiden:

Download Avi2DVD her

Download DVD Decrypter her

Kilde: AfterDawn

Most read

Load more